Det kunstneriske rum

en tur i rummet sort galleri spirituel intuitiv kunst kunstner og vejleder

Det er sjovt, som en idé kan blive til noget lidt eller helt andet. Vores sorte oplevelserum ‘RUMMET’ gik fra at være vores træningsrum og så hørte jeg min elskede ad, hvad han tænkte om at lave det til mit atelier. Dét var han med på! Så fik jeg en pludselig impuls på at male det sort og også lave det til et oplevelsesrum. Dét var han også med på!

Gulvet var af cement og ret patina, så det var jo perfekt for mit klatteri. Men så kom der en tanke på, at lave rummet helt sort, også gulvet - med sort gulvtæppe. Dét var han også med på!

Og sådan blev det, og nu har jeg ikke noget arbejdsrum-atelier mere, for der blev træningsudstyret rykket ind og står iøvrigt godt dér. Nå men i min verden hvis man vil male, så er der altid en vej rundt. Der behøves ikke noget perfekt rum til det, hvor det ser rigtig kunstnerisk-atelier-agtigt ud. Der skal bare være plads til det. I bund og grund er det jo mig, der et det kunstneriske rum, så må det bringes ind, hvor det er muligt. Ja når dét rum fungerer, så skal det at male osse nok fungere med sin helt egen charme, uanset hvor jeg står med det.

"I bund og grund er det jo mig, der et det kunstneriske rum."

Kan ikke lade være med at smile ad, hvor jeg står og maler lige nu. Det har jeg aldrig prøvet før, men hold op det fungerer godt; i vores vaskerum i tilbygningen. Et rum ved siden af RUMMET. Dér står jeg omgivet af køleskab, fryser, tørretumbler, vaskemaskine, tørrestativ, hundemad, ja…men der er plads. Og der er store vinduer, der giver et fantastisk lys 🙌🏻🤩 og et langbord hvor mine malebøtter kan stå enmasse, og der er iøvrigt en håndvask lige ved. Sådan en er super perfekt at have ved hånden til at skylle pensler i. Gulvet er osse cement med patina og jeg har allerede klattet på det..

Nå planen var at male videre på det her maleri, når det lige havde været forbi RUMMET en tur. Men først kaffe ☕️ i haven 🌳🌲 Kram kram herfra, Mattie.


Ældre opslag Nyere opslag