Et billede på at lande et billede

Det har en forhistorie, maleriet her.

-
Kvinden der modtog maleriet i går, plantede selv frøet til det for en 7-8 år siden, da hun var en 73 år. Hun havde delt, hvordan hun som barn både i hjemmet og af en lærer i skolen, havde fået af vide: at kreativitet dét evnede hun ikke. Og sagt på en måde som havde gjort ondt dybt i hendes hjerte. Så, nej hun duede ikke til det.
Dét er ikke min overbevisning, at der er nogen der ikke dur til det kreative, som for mig er en oplevelse i sig selv. Bogstaveligt taget! Jeg inviterede hende til at male sammen med mig.
-
Vi tog et par dage i sommerhus med lærreder og malegrej. Hun kunne ikke komme på noget at male og det var tydeligt, hun var nervøs for at komme i gang. Jeg så, hun så noget for sig og det spurgte jeg til: hvad er det billede, du ser for dit indre øje? Hun kiggede overrasket på mig. Jamen hun så en mark fuld af solsikke. Hun elskede solsikkeblomster. Men dem kan jeg ikke finde ud af at male! Lød det prompte.
-
Lad os invitere de skønne solsikker ind. Vi leger bare med det, sagde jeg til hende. Hun gik tøvende med til det. Jeg skal nok hjælpe dig, men først skal du bare lege med det og hold pauser. Nyd det smukke solskinsvejr. Vi skal ikke nå noget. Vi skal bare lege med det. Hun så noget lettet ud og begyndte forsigtig at finde lærred, maling og pensler.
-
Jeg malede på mit og hun malede på sit. Jeg fandt hende oftest ude på terrassen, smilende med ansigtet op mod solen og med en kop kaffe. Hun hyggede sig og det var det vigtigste. Når hun så stod ved lærredet, lød der sagte mumlen og en forsigtig samtale med motivet: er det sådan du ser ud? Ej nu fik du en forkert farve. Vi leger bare, så jeg prøver lige en anden farve. Det var skønt at være vidne til. Dog var det ikke helt nemt for hende, men sårbarheden i at prøve alligevel, fortsætte og blive ved, det var en smuk proces at være i nærheden af.
-
Hun sov nedenunder i sommerhuset og jeg ovenpå. Da jeg kom ned næste morgen, ænsede hun mig slet ikke. Rummet emmede af fordybelse. Hun stod foroverbøjet lærredet og malede koncentreret. Der var vokset fire solsikke frem og hendes bevægelse med penslen, viste mig, hun var i flow med det. Så jeg listede væk igen.

"Hendes bevægelse med penslen, viste mig, hun var i flow med det."

Da jeg kom tilbage lidt senere, kunne jeg høre en smilende pludren fra hendes kreative rum. Hun kiggede op, kan du hjælpe mig med det i midten af solsikken? Hun viste lidt usikkerhed, men øjnene var fulde af mod på og tillid til, at hjælpen var nær.
-
Der findes da ikke brune solsikke, sagde hun, og kiggede på det færdige maleri. Hun kunne ikke forstå, at hun havde malet en brun midt i de andre gule. Men det gør der, det fandt vi ud af lige efter. Der findes en slags brune solsikke og en hel mark af dem, for det sendte jeg et billede af en dag, hvor jeg stod ved en.
-
NÅ! men for ikke længe siden, fik jeg maleriet af hende. Da jeg fik det i hånden, så jeg for mig, at det skulle males videre på og gives tilbage. Det har det ventet på lige indtil i forgårs, hvor jeg så den hvide due lande på hendes solsikke-billede. Så det greb jeg til.
-
Og det afleverede jeg færdigt i går. På vejen til hende lød det i bilen: det er en gave fra hendes sjæl til ‘hendes navn’; Ære være hendes kreative udtryk, så fuld af sjæl og hjerte-nærvær.
Så det sagde jeg til hende, da hun pakkede maleriet ud og ikke kunne tro sine egne øjne. Faktisk så hun ikke solsikkene til at starte med og da hun så dem, gik det lidt før hun så, det var HENDES solsikker!!! Og så kom der tårer i øjnene.
-
Nu vil jeg glæde mig til at høre fra hende i kommende tid, for hvad det siger hende, taler hun så gerne om 🙏🏻❤️🕊 I kreativitetens ånd åbnes døre vi selv er nøglen til. Hvad er kreativitet for dig og hvad er du en nøgle til?
Alt godt herfra, kærligst Mattie.


Ældre opslag Nyere opslag


Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort